Gå til sidens indhold

Klagevejledning

Sådan hjælper du os med at behandle din klage

En kort og konkret klage gør det lettere for os hurtigt at finde frem til det, du ønsker revurderet.

Du behøver som udgangspunkt kun at fortælle os:

  • Hvad er du uenig i?
    Skriv gerne, hvilken afgørelse eller hvilken del af afgørelsen du ønsker revurderet.

  • Hvorfor er du uenig?
    Beskriv kort de oplysninger eller forhold, som du mener, vi har vurderet forkert eller ikke har taget tilstrækkeligt hensyn til.

  • Hvad ønsker du ændret?
    Fortæl os kort, hvilket resultat du mener er det rigtige. Du behøver ikke at gengive hele sagens forløb, vores tidligere breve eller oplysninger og bilag, som vi allerede har. Har du nye oplysninger eller dokumentation, som kan have betydning for sagen, må du meget gerne sende dem med. Du behøver heller ikke at formulere klagen juridisk eller finde bestemmelser og tidligere afgørelser. Det er vores opgave at foretage den forsikringsmæssige og juridiske vurdering af din klage. Hvis vi har brug for yderligere oplysninger for at kunne tage stilling til sagen, kontakter vi dig.

  • Bruger du AI til at hjælpe med din klage?
    Du er naturligvis velkommen til at bruge fx ChatGPT eller en anden AI-assistent. Du kan med fordel kopiere denne instruktion til AI'en:
    ”Hjælp mig med at skrive en kort og konkret klage til GF Forsikring. Klagen skal fokusere på 1) hvilken afgørelse eller del af afgørelsen, jeg er uenig i, 2) de konkrete grunde til, at jeg mener, afgørelsen bør ændres og 3) hvad jeg ønsker, GF skal gøre. Undgå gentagelser, lange generelle juridiske redegørelser og oplysninger, som ikke har betydning for uenigheden. Klagen skal som udgangspunkt kunne stå på ca. én side, medmindre flere oplysninger er nødvendige for at forklare sagen korrekt.”

    Du bør altid selv læse klagen igennem og kontrollere, at oplysningerne er korrekte, inden du sender den.
1. Kontakt først den afdeling, der har behandlet sagen

Start med at ringe til sagsbehandleren. Alternativt kan du ringe til din forsikringsklub, hvis du ønsker at klage over klubben (forsikringsformidleren). Det er nemmest både for dig og os, hvis sagen kan løses på den måde. Hvis du ikke har telefonnummeret til din sagsbehandler eller din forsikringsklub, kan du ringe 70 13 80 80.

Du er også velkommen til at sende en mail på gf@gfforsikring.dk.

2. Klage til GF's Kvalitetsafdeling

Hvis du fortsat er uenig, kan du få sagen revurderet af GF's Kvalitetsafdeling, som er GF's klageansvarlige afdeling. Kvalitetsafdelingens specialister vil se på din sag med friske øjne. Ring 72 24 45 10 eller send mail til kvalitetsafdeling@gfforsikring.dk.

Du kan også sende din klage som brev til: GF Forsikring a/s, att. Kvalitetsafdelingen, Cortex Park 14, 5230 Odense M.

3. Ankenævnet for Forsikring 

Er du privatkunde og fortsat uenig efter GF's behandling af din klage, kan du klage til Ankenævnet for Forsikring. Nævnet behandler klager over afgørelser vedrørende alle typer af private forsikringer. Nævnet behandler ikke klager over erhvervsforsikringer.

4. Klag til den europæiske klageportal

Hvis du har købt en forsikring online, kan du i stedet vælge at klage over vores afgørelse af din sag til den europæiske klageportal.

Klagen skal indgives til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens Center for Klageløsning, Carl Jacobsens Vej 35, 2500 Valby. Du kan klage til Center for Klageløsning via portalen forbrug.dk.

EU-Kommissionens online klageportal kan også anvendes ved indgivelse af en klage. Det er særlig relevant, hvis du er forbruger med bopæl i et andet EU-land. Klagen indgives her.

Når du indgiver en klage, skal du angive GF Forsikrings mailadresse, som er gf@gfforsikring.dk.

Vælg kontor
Kontakt