husmår forebyg-2

Sådan slipper du af med husmår

Sød ser den ud, men husmåren kan være en rigtig ballademager. Den kan finde vej gennem selv de mindste sprækker i taget og kan være svær at slippe af med igen. Her får du de gode råd om, hvordan du skræmmer husmåren væk.

Du vil oftest ikke være i tvivl, hvis en husmår er flyttet ind på dit loft. Særligt i de tidlige morgentimer spæner den rundt og larmer og kan vække selv den tungeste syvsover. Du vil sikkert også lægge mærke til den rådne lugt eftermårens døde byttedyr.

 

Ud over de åbenlyse lyd- og lugtgener, er måren også en lille pilfinger, der hurtigt kan ødelægge loftets isolering og dampspærrer med sine kradsende kløer.

Få hjælp fra husforsikringen

Selvom husmåren er et skadedyr, kan du ikke få hjælp hos kommunen – modsat hvis du har brug for at få bekæmpet rotter på din matrikel.

Det er altså dit eget ansvar at bekæmpe husmåren og også at erstatte de skader, den laver på loft og isolering.

 

Hos GF Forsikring kan du købe en tilvalgsdækning til din husforsikring, som dækker skader på beboelsesbygninger forvoldt af husmår. GF dækker også bekæmpelse af måren, og det gælder på alle bygninger, ikke kun beboelsesbygninger. Det er vigtigt, at du bor fast i huset hele året.

 

Larm, lugt og lys skræmmer

Det kan være svært at slippe af med husmåren igen, hvis den først er flyttet ind på dit loft. Derfor skal du først og fremmest undgå at få besøg af det lille skadedyr ved at spærre alle huller på størrelse med et hønseæg ind til loftet.

 

Hvis først husmåren har fundet sig til rette på loftet, gælder det om at være standhaftig og bekæmpe den med dens egen medicin: Larm og lugt.

 

Gode skræmmemetoder i kampen mod husmåren er en tændt radio og klude vædet i naftalin, paradiklorbenzol eller hjortetakolie. Lys er også godt

 

Du kan også opsætte mårfælder, men så skal du overveje, hvad du vil gøre med husmåren, hvis den går i fælden. Alternativ må du få hjælp af professionelle, fx et skadedyrsfirma.

Gode råd til bekæmpelse af husmår

 - Luk alle huller – selv de helt små – i taget for at undgå besøg af husmåren.

 - Stress husmåren ved at lade radioen køre på loftet, imens du er på arbejde.

 - Gennemvæd klude eller gazeposer med naftalin, paradiklorbenzol eller hjortetakolie og fordel dem på loftet.

 - Tænd lys – fx fra en projektørlampe – på loftet, når husmåren er aktiv.

 - Brug gerne flere skræmmemetoder på én gang.

 - Hvis alt andet fejler, så få hjælp af professionelle skadedyrsbekæmpere.