FGU Skolen Skive fik besøg af GF Forsikring Skive, Thy og Mors
Elvin Hansen og Randi Meilby Jensen er lærere på FGU Skolen i Skive. De har taget fat i det lokale forsikringsselskab GF Skive, Thy og Mors for at skolens elever kan blive klædt bedre på indenfor forsikringer.
FGU Skolen i Skive er en skole for 15 – 25-årige elever. De arbejder på skolen i Skive, hvor der for tiden går ca. 70 elever. Skolen er for elever, der måske endnu ikke ved, hvad de vil arbejde med som voksne, og derfor skal gøres klar til voksenlivet. Skolen dækker både det faglige og det praktiske spor. Det er en skole, som kan varer op til 2 år, og eleven kan selv sammensætte skoleforløbet efter ønsker og behov. Nogen vil gerne arbejde i værkstederne og andre stå i køkkenet eller måske arbejde med håndarbejde. Nogle af eleverne har allerede færdiggjort folkeskolen og kan gøre manglende fag færdige på FGU (forberedende grunduddannelse).
Eleverne kommer også på virksomhedsbesøg, så de fra arbejdsgivere kan få viden om, hvor vigtigt det er at møde til tiden, tage et initiativ og lade mobiltelefonen blive i lommen. FGU værdsætter, når virksomheder kommer ud til skolen for at fortæller om, hvad en virksomhed kan tilbyde af forskellige job, og måske kan eleverne kommer i erhvervsprøvning hos netop den virksomhed.
Skolens elever skal lære om privatøkonomi
Som et led i det obligatoriske fag PASE (privatøkonomi, arbejdslære, samarbejdslære og erhvervslære) var det derfor vigtigt for Randi og Elvin, at få et forsikringsselskab ud, som en del af undervisningen i privatøkonomi. Eleverne ser bl.a. også Luksusfælden for at lære noget om gældsrådgivning. De skal bl.a. lære at lave et budget og hvordan man bruger MitID, hvorfor betaler man skat og hvordan man laver en selvangivelse, information om pension, lån i banken, renter osv.
Det lokale forsikringsselskab kikkede forbi
Som en del af elevernes PASE-uddannelse arrangerede Elvin Hansen og Randi Meilby Jensen et besøg af forsikringsselskabet GF Skive, Thy og Mors, hvor forsikringsrådgiver Henrik Sigvardsen fortalte de unge mennesker om vigtigheden af at tegne forsikringer.
”Eleverne var ikke særligt positive, da de hørte, at de skulle bruge 2 timer på at høre om forsikringer, men Henrik fra GF Skive, Thy og Mors fortalte på en sjov og indlevelsesrig måde om, hvor vigtigt det er at være forsikret. Eleverne blev klar over, at de selv skulle tegne forsikringer, når de flytter hjemmefra. At der er forskel på, hvornår de forskellige forsikringer gælder og, at der kan være forskel på, i hvilken alder man er dækket af sine forældres forsikringer” - fortæller Elvin og Randi og fortsætter
”Det der var vigtigt for eleverne, var ulykkesforsikring og indboforsikring. Der kom mange spørgsmål om, hvordan man er dækket på ferien, hvis man f.eks. styrter på skiferie, brækker et ben og måske skal fragtes hjem med hjælp fra forsikringen. Henrik gav dem svar på en så god og sjov en måde, at eleverne ikke længere er nervøse for at ringe til forsikringsselskabet. Alle forstod også vigtigheden af at være forsikret."
Besøget fra GF Forsikring var så stor en succes, at Randi og Elvin gerne ser det som et årligt besøg på FGU, så alle de unge har et fundament af viden om forsikring at bygge videre på.
