GF Forsikrings tale

Kære ledelse, kære ansatte, kære unge

Øget sikkerhed i trafikken er på ønskelisten blandt mange danskere. Derfor er det en stor fornøjelse for mig at stå her i dag for at overrække jer her på Guldborgsund Ungdomsskole en pris – en sikkerhedspris, doneret af gode bilister rundt om i Danmark.

GF Sikkerhedspris blev stiftet i 2005 med det formål at fremme trafiksikkerheden i Danmark.

Hvert år uddeles ca. 200.000 kr. til et eller flere formål. Pengene til prisen kommer fra GF Sikkerhedsdag, der foregår på køreteknisk anlæg hvert år over hele landet. Hver bilist betaler 100 kr. som går ubeskåret til prisen. På den måde hjælper GF-bilisterne ikke alene sig selv - og forsikringsselskabet – med at blive dygtigere bilister. De hjælper også andre.

Vi uddeler i år priser 9 steder i landet – og det er blandt andet jer på Guldborgsund Ungdomsskole, der har været kreative til gavn for trafiksikkerheden.

Når knallertkørekortet skal tages, foregår det i ungdomsskolens regi. På Guldborgsund Ungdomsskole har I 4 afdelinger, der tilbyder denne undervisning, og I gør meget ud af, at forholdene for de unge er så optimale – og sikre – som muligt. Når undervisningen på den lukkede bane er slut, og det er tid til at bevæge sig ud i trafikken, får de unge sikkerhedsveste på - så de er synlige … Ikke kun underviserne, men også for andre trafikanter. Men der var et lille problem for jer.

Nå det er vinter, har de unge meget mere tøj på, end når det er sommer, og så er de almindelige sikkerhedsveste alt for små... Der er simpelthen ikke plads til dynejakker, radioer og skiundertøj under. Derfor har I søgt støtte til store ”vinterveste”.

Priskomiteen var enig: Vi tildeler jer GF Sikkerhedspris ledsaget af en check på 15.000 kroner til køb af sikker vinterpåklædning til jeres knallertelever.

Vi håber, at I i kraft af støtten kan sætte fornyet fokus på, hvor vigtigt det er at være synlig i trafikken hele året – ikke mindst i vinter som denne, hvor sne- og isglatte veje dagligt har sat sit præg på vejene.

Jeres unge knallertkørere vil hele året kunne være lysende forbilleder for andre. Og vi tror også på, at jeres elever vil tage budskabet om at være synlig i trafikken med sig videre, når de er færdige i ungdomsskolen og skal ud i trafikken på egen hånd. De unge trafikanter er nemlig den gruppe danskere, der involveres i allerflest færdselsuheld. En kedelig og tragisk rekord, som I – netop i ungdomsskolen – kan være med til at ændre på!

Stort tillykke med prisen!