af: Finn T. Jensen
”Umiddelbart er det i forhold til sponsorater lettere at se koblingen mellem for eksempel øl og fodbold end mellem håndbold og forsikring. Men hvis man går lidt tættere på, er der faktisk rigtigt mange elementer, som knytter GF Forsikring og det danske kvindelandshold i håndbold tæt sammen.”
Bjarne Toftlund, Adm. Direktør i GF Forsikrings har ikke svært ved at finde fællesnævnere mellem sin egen virksomhed og de håndboldspillere, GF Forsikring har valgt at sponsere over en fem-årig periode.

Adm. direktør i GF Forsikring, Bjarne Toftlund
”Først og fremmest er der tale om et meget tydeligt fælles værdigrundlag,” siger Bjarne Toftlund, ”I GF Forsikring arbejder vi ud fra værdier såsom nærvær, ærlighed og handlekraft. Vi kan li’ håndboldpigerne, fordi de deler deres overskud med hinanden og med tilskuerne. Vi er GF Forsikring med overskud. Man bliver for eksempel mødt direkte af en af vores medarbejdere, hvad enten man ringer til os eller henvender sig på vores klub-kontorer rundt omkring i landet. Vi vælger med andre ord fuldt bevidst den menneskelige og nære kontakt frem for telefonkøer og upersonlig betjening – vi har overskud til at være tæt på kunderne En fremgangsmåde, vi mener, afspejler sig i de værdier, det danske kvindelandshold repræsenterer, og derfor er kvinderne en langt mere oplagt samarbejdspartner end f.eks Formel 1. Det ville ikke være troværdigt, da vi sælger forsikringer til fornuftige bilister i fornuftige biler.
Begrebet ”klubber” er også et element, der går igen hos GF Forsikring og Dansk Håndbold Forbund.
”Selve strukturen inden for vores virksomhed minder meget om den måde, sportsverdenen er bygget op på,” fortæller Bjarne Toftlund, ”Præcis som Dansk Håndbold Forbund opererer vi også i GF Forsikring i mindre enheder på klubniveau og et af vores budskaber til nye kunder er da også ”kom med i klubben” – hvilket jo refererer til den praksis vi har med omkring 68 selvstændigt fungerende klubber rundt om i landet. Det giver en tydelig parallel til DHF, som jo bare har betydeligt flere klubber, end vi har.”
”Og som et håndboldhold arbejder GF Forsikring også ud fra en kollektiv tankegang,” fortæller Bjarne Toftlund, ”Er man som medlem af en af vores forsikringsklubber så uheldig for eksempel at totalskade sin bil, får man stadigvæk udbetalt sin andel af klubbens overskud – nøjagtigt som en håndboldspiller selvfølgelig får en medalje, selv om hun skulle blive skadet i den første kamp ved et stort mesterskab.”
Meget af det daglige arbejde i GF Forsikrings kontorer landet over går selvsagt ud på at hverve kunder – udover naturligvis at servicere den eksisterende kundekreds bedst muligt. Men når GF Forsikring er ude i hallerne i forbindelse med landskamparrangementer, træder forretningsvinklen i baggrunden.
”Vi har helt bevidst valgt ikke at gribe forstyrrende ind i kampen ved at forsøge at sælge forsikringer i forhallen. Tværtimod er vi præcis som alle tilskuerne kommet for at se håndbold – så vi ønsker udelukkende at bidrage til at øge den gode oplevelse ved for eksempel at male børnene i hovedet og lade dem skyde på mål sammen med de landsholdsspillere, der ikke skal i kamp.”
Men det er ikke kun Jan Pytlicks piger, der tager del i samarbejdet med GF Forsikring. Også de talentfulde danske ungdomslandshold har GF Forsikrings logo på trøjen – ligesom forsikringsselskabet er dybt involveret i DHF’s usædvanligt velbesøgte Håndboldskoler, som hver sommer aktiverer tusindvis af unge landet over.
”Håndboldskolerne har været en stor oplevelse at være med til,” siger Bjarne Toftlund, ”For det første fordi de om noget er lokalt forankret og for det andet, fordi vi har kunnet bidrage med mange forskelligartede aktiviteter, som supplement til det oprindelige program.” I forhold til håndboldskolerne er GF med til at passe bedre på børnene, idet vi har tegnet en kollektiv ulykkesforsikring for alle børnene, i de dage de er på håndboldskolen
Engagementet i DHF’s håndboldskoler har i lighed med GF Forsikrings øvrige aktiviteter i håndboldsammenhæng fået mulighed for at finde sin rette form – en af mange fordele, der er ved at indgå et fem-årigt samarbejde.
”Det er helt oplagt, at et langt forløb sponsormæssigt giver begge parter mange fordele frem for de sponsorater, der har kort levetid og som er dybt afhængig af enkeltstående resultater, ”vurderer Bjarne Toftlund, ”Gennem en fem-årig aftale får vi mulighed for at gå langt mere i dialog og få det optimale ud af samarbejdet.” Da vi tegnede sponsoratet, skulle Pytlick til at bygge et nyt hold op. I GF synes vi det var spændende og som sponsor vil vi gerne være med til at bygge et stærkt hold. Der er så meget spirende talent i dansk kvindehåndbold, at vi er overbevist om, at det er fremtidens store danske håndboldlandshold.
”Eksempelvis vil vi jo kunne medvirke aktivt til, at gøre 2010 til et rigtigt håndbold-år med mange forskelligartede aktiviteter rundt omkring i vores nærområder – kulminerende med EM på hjemmebane i december måned,” siger Bjarne Toftlund fra GF Forsikring.