Information om klage

Vi gør hver dag vores yderste for at behandle alle sager til kundernes tilfredshed ud fra de gældende forsikringsbetingelser. Hvis du alligevel ikke mener, din sag er blevet behandlet korrekt, har du som forbruger en række klagemuligheder.

Afdelingen i GF Forsikring
Er du ikke enig i vores afgørelse, så start altid med at kontakte den afdeling i GF Forsikring, der har behandlet din sag. Det er det nemmeste for både dig og os, hvis sagen kan løses på denne måde.

Selskabets klageansvarlige
Hvis du - efter din nye henvendelse til afdelingen - stadig ikke er tilfreds med afgørelsen, kan du klage til selskabets klageansvarlige. Skriv til følgende adresse:

GF Forsikring
Klageansvarlig
Jernbanevej 65
5210 Odense NV.

Den klageansvarlige er en intern klageinstans, som er organisatorisk uafhængig af den tidligere sagsbehandling. Den klageansvarlige har det overordnede ansvar for klagebehandlingen i GF Forsikring a/s i overensstem­melse med Finanstilsynets bekendtgørelse nr. 1264 fra 8. december 2006 om en klageansvarlig i finansielle virksomheder.

Ankenævnet for Forsikring
Kan du ikke blive enig med GF Forsikring, kan du dernæst vælge at klage til Ankenævnet for Forsikring – et uafhængigt nævn, der er stiftet af Forbrugerrådet og Forsikring & Pension. Ankenævnets formål er at behandle klager fra forbrugere om forsikringsforhold. Vil du benytte denne klagemulighed, skal du betale et klagegebyr på 150 kroner.

Klagen skal skrives og sendes på et særligt klageskema, som kan fås hos din forsikringsklub, på GF Forsikrings hovedkontor, hos Ankenævnets sekretariat eller Forsikringsoplysningen.

Klageskemaet sendes til:

Ankenævnet for Forsikring
Anker Heegaards Gade 2,1
1572 København V.

Flere informationer kan fås på Ankenævnets hjemmeside www.ankeforsikring.dk

Specielt for ulykkesforsikring
Har du en ulykkesforsikring hos os og er du uenig i vores fastsættelse af mengraden, har du mulighed for at indbringe spørgsmålet for Arbejdsskadestyrelsen. Ifølge betingelsernes pkt. 14 betaler vi alle gebyrer, lægeerklæringer mv. under forudsætning af, at du indgår en skriftlig aftale med os om, at Arbejdsskadestyrelsens vurdering er endelig og bindende for både dig og os. Denne praksis har vi nu ændret, således at vi fortsat betaler alle gebyrer mv., men ikke længere stiller krav om indgåelse af en sådan aftale. Det står dig nu derfor frit for at gå til domstolene, såfremt du også er uenig i Arbejdsskadestyrelsens vurdering af mengraden.