Retningslinier

GF Forsikring A/S' retningslinjer om indhentelse, registrering og videregivelse af kundeoplysninger - vedtaget og offentliggjort i medfør af § 122 i lov om finansiel virksomhed.

GF består af et forsikringsselskab (med tilknyttet autohjælpsselskab, Dansk Autohjælp) og et antal forsikringsklubber (erhvervsdrivende foreninger), for tiden 68 klubber, som til enhver tid fremgår af GF’s hjemmeside. GF og klubberne foretager en samlet administration af de tegnede forsikringer.

Til brug for denne administration indhentes der ved tegningen sædvanlige kundeoplysninger så som navn, køn, adresse, stilling, personnummer mv. i overensstemmelse med § 118 i lov om finansiel virksomhed og med den til enhver tid udstedte bekendtgørelse om sædvanlige kundeoplysninger.

Efter tegningen indhentes der i nødvendigt omfang ligeledes oplysninger fra offentligt tilgængelige registre, f.eks. fra Det centrale personregister, til opdatering af adresseoplysninger mv.

Sædvanlige oplysninger om kundeforhold videregives til brug for varetagelse af administrative opgaver fra en klub til GF Forsikring, fra GF Forsikring til en klub og/eller fra en klub til en klub. I alle tilfælde sker videregivelsen kun i det omfang, der er nødvendigt til brug for varetagelse af den pågældende administrative opgave.

Fortrolige oplysninger om rent private forhold (personfølsomme oplysninger) videregives kun fra GF til en klub eller fra GF til en offentlig myndighed med kundens skriftlige samtykke.

Oplysninger til offentlige myndigheder videregives ligeledes til offentlige myndigheder, i det omfang dette er påbudt i lovgivningen, f.eks. hvor noget sådant er påbudt i skattekontrolloven.

Hvis kunden misligholder sine betalingsforpligtelser over for GF, har GF mulighed for at videregive oplysninger herom i nødvendigt omfang til kreditoplysningsbureauer, advarselsregistre mv. i henhold til de regler, der gælder herom.

Kundens indsigt i de oplysninger, der er registreret hos GF
GF’s kunde har i medfør af persondatalovens § 31 til enhver tid ret til at modtage oplysning om, hvilke oplysninger GF er i besiddelse af om kunden. Det samme gælder de oplysninger om kunden, der behandles hos den forsikringsklub, hvor kunden er medlem.

Henvendelse om indsigt rettes til:

GF Forsikring
Jernbanevej 65
5210 Odense NV
eller via e-mail til: gf@gf-forsikring.dk

Hvis kunden konstaterer, at der er fejl i GF’s registreringer, kan kunden kræve, at fejlen rettes, både hos GF Forsikring A/S og – i det omfang registrering findes hos klubben – også hos denne.

GF vil, såfremt en fejlregistrering konstateres, underrette den eller de relevante klubber og andre, hvortil der eventuelt er videregivet forkerte eller urigtige oplysninger.

Klage over GF’s behandling af oplysninger
Klage over GF’s eller en forsikringsklubs behandling af oplysninger om en kunde kan ske til:

GF Forsikring
Jernbanevej 65
5210 Odense NV
eller via e-mail til: gf@gf-forsikring.dk

Der er – under iagttagelse af lovgivningens regler herom – ligeledes mulighed for at klage til:

Datatilsynet
Christians Brygge 28, 4. sal
1559 København K
eller via e-mail til dt@datatilsynet.dk

Rådgivning
Kun hvis kunden har givet sit samtykke til det, kan GF yde rådgivning til kunden. For kundeforhold, der er etableret fra og med den 1. januar 2002 (hvor en ændret lov herom trådte i kraft), skal et sådant samtykke opfylde bestemte formkrav, der findes i § 123 i lov om finansiel virksomhed.

Med samtykke til rådgivning sikrer kunden sig, at GF på baggrund af et samlet overblik over kundens forsikringsforhold hos GF kan yde rådgivning om forsikringernes dækningsomfang mv., herunder et eventuelt behov for justering af dækningsomfanget, og at GF kan yde kunden den fornødne assistance i tilfælde af en skade. Rådgivning som nævnt kan ydes direkte fra GF Forsikring og/eller fra en forsikringsklub i GF, alt efter hvad der er hensigtsmæssigt for den enkelte rådgivning.

Samtykke til rådgivning kan til enhver tid begrænses eller tilbagekaldes ved henvendelse til GF.

Afgivelse af samtykke - § 123, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
Samtykke til videregivelse, jf. ovenstående, kan gives på en blanket, der udleveres hos GF Forsikring eller hos en forsikringsklub i GF.

Når et samtykke er afgivet, skal GF ifølge § 123, stk. 3, på kundens anmodning oplyse kunden om, 1) hvilke typer af oplysninger der kan videregives med kundens samtykke, 2) til hvilke formål videregivelsen kan ske, og 3) hvem der kan modtage oplysning på baggrund af kundens samtykke.

Når der afgives samtykke, skal GF oplyse kunden om muligheden for at få de netop nævnte oplysninger om samtykkets rækkevidde.

Af den samtykkeblanket, som GF anvender, fremgår de nævnte oplysninger.

Telefonisk indgåelse af forsikringsaftale - § 123, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.
Hvis der indgås en forsikringsaftale på baggrund af en telefonisk henvendelse, skal GF senest 14 dage efter aftalens indgåelse skriftligt oplyse kunden om, 1) hvilke typer af oplysninger der videregives med kundens mundtlige samtykke, 2) til hvilke formål videregivelsen sker, samt 3) hvem der modtager oplysninger på baggrund af kundens mundtlige samtykke.