Vores organisation

GF Forsikring er et anderledes forsikringsselskab, bygget op omkring 68 selvstændige forsikringsklubber med overskudsdeling på bilforsikringen. Dette ejerskab gør GF Forsikring til noget ganske særligt i forsikringsbranchen, og for at sikre klubbernes fortsatte ejerskab og indflydelse i fremtiden, er ejerstrukturen ændret i 2009.

Eneaktionær i GF Forsikring a/s er GF Medlemsselskabet a/s, der er ejet af en fond – GF Fonden – og forsikringsklubberne.

GF Fonden er stiftet af forsikringsklubberne og har til formål at sikre, at selskabet forbliver et selvstændigt dansk forsikringsselskab og at godkende tilførsel af ekstern kapital, hvis der mod forventning skulle blive brug for det. Aktiemajoriteten vil dog til hver en tid tilhøre klubberne og GF Fonden.

Forsikringsklubberne er det fundament, som GF Forsikring hviler på. De har til formål at formidle selskabets produkter og varetage medlemmernes interesser over for selskabet. De enkelte forsikringsklubber har aktier i forhold til antal medlemmer. Forsikringsklubberne køber en aktie i GF Medlemsselskabet for hvert medlem, der har indbetalt 100 kr. i indskud til forsikringsklubben.

Det er forsikringsklubberne, der har den daglige kontakt til medlemmerne, både når forsikringerne tegnes, og når medlemmerne bagefter serviceres.

Klubstrukturen er bevaret i den nye ejerstruktur gennem selskabets, GF Medlemsselskabets og GF Fondens vedtægter og en aktionæroverenskomst. Samarbejdet mellem klubberne og selskabet er reguleret i en samarbejdsaftale. Selskabet har tilladelsen til at drive forsikringsvirksomhed, og det er her medlemmerne er forsikret. På den baggrund er det selskabets kapital, der sikrer medlemmernes økonomiske tryghed i tilfælde af en skade. På selskabets hovedkontor i Odense varetager medarbejderne de overordnede administrative forsikringsfaglige, økonomiske og juridiske opgaver. Alle skadeopgørelser og risikovurderinger af bygninger foretages af selskabets egne medarbejdere rundt omkring i landet.

Selskabet er derudover moderselskab til datterselskaberne GF Ejendomsselskab a/s og GF It a/s, der begge er 100 procent ejet af selskabet. GF Ejendomsselskabet ejer GF Huset, der udlejes til selskabet. GF It ejer blandt andet det nye it-system og udlejer dette til selskabet.