Jeg lider af en kronisk sygdom. Er jeg dækket på min ferie? Hvis du lider af en eksisterende eller kronisk sygdom, kan det være nødvendigt at få foretaget en medicinsk forhåndsvurdering. Den medicinske forhåndsvurdering afgør, hvorvidt du i forhold til din eksisterende eller kroniske sygdom har fuld, delvis eller ingen dækning på din rejse. Når vurderingen er foretaget, udstedes der et bindende forhåndstilsagn under forudsætning af, at helbredstilstanden forbliver uændret frem til afrejsedato.
Rejser du indenfor den offentlige rejsesygesikrings dækningsområde, skal du kun indhente forhåndstilsagn fra den offentlige rejsesygesikrings alarmcentral. Forhåndstilsagnet kan lettest indhentes på
www.sos.dk. Det sikrer den hurtigste behandling af sagen. Forhåndstilsagnet kan også indhentes på telefon 70 10 50 58 på hverdage mellem kl. 9.00 – 16.00. Når den offentlige rejsesygesikrings alarmcentral har taget stilling og eventuelt har udstedt et forhåndstilsagn, er forhåndstilsagnet automatisk gældende for din rejseforsikring i GF Forsikring. GF Forsikring’s alarmcentral skal altså ikke kontaktes.
Ved rejser udenfor den offentlige rejsesygesikrings dækningsområde, skal der indhentes forhåndstilsagn fra GF Forsikring's alarmcentral (SOS International). Tilsagnet skal indhentes i god tid - typisk en måned før afrejse.
Forhåndstilsagnet kan lettest indhentes på
www.gf-forsikring.dk. Det sikrer den hurtigste behandling af sagen. Forhåndstilsagnet kan også indhentes ved henvendelse på telefon 70 21 80 78 på hverdage mellem kl. 9.00 – 16.00.
Hvilke konsekvenser har det, hvis jeg ikke oplyser, at jeg har en eksisterende eller kronisk sygdom inden afrejse, og jeg rejser alligevel og kommer på hospitalet under ferien? Konsekvensen kan være, at du selv kommer til at betale for din behandling på hospitalet. Det er derfor vigtigt at få taget stilling til, om der er behov for at få foretaget en medicinsk forhåndsvurdering, når du har en eksisterende eller kronisk sygdom.